Når livet gør ondt
Når livet gør ondt
Under en ferie på en græsk ø besøgte jeg en kirkegård. De har en anden begravelsestradition i den ortodokse kirke. På gravstederne er der billeder af de afdøde. Det bemærkelsesværdige på denne kirkegård var, at der var billeder af mange ganske unge mænd.
Pludselig gik det op for mig, at de var døde på det samme tidspunkt. Dødsdatoen var den samme. Flere af dem blev kun mellem 20 og 25 år. Det virkede så meningsløst. Hvorfor skulle deres liv afsluttes så tidligt?
Livet i den lille by måtte have ændret sig drastisk den dag – for rigtig mange familier var berørt. Men hvad var der egentlig sket?
Jeg kunne ikke lade være med at forhøre mig hos en forretningsindehaver i byen. Han fortalte, at byen tidligere havde ligget meget isoleret. Kontakten til omverdenen var besværlig og tog lang tid ad de små og snoede serpentiner veje. Derfor skulle der laves en tunnel tværs gennem et kæmpe bjerg. Under arbejdet med tunnelen var der sket en utilsigtet eksplosion, der havde taget livet af mange af arbejderne og invalideret andre.
Tunnelen havde åbnet en helt ny vej til omverdenen. Nu undgik man timers besværlig kørsel i bjergene. Men der var unge mænd, der havde betalt en høj pris, og hvis familier var blevet efterladt i dyb sorg. Andre kæmpede sig nu gennem tilværelsen som handikappet.
Når vi og vore nærmeste bliver ramt af ulykker, gør livet ondt. Det virker så meningsløst. Ofte rejser det mange spørgsmål: Hvordan kan Gud tillade det? Hvis Gud virkelig både er kærlig og almægtig – hvorfor forhindrer han så ikke det onde i at ramme os?
”Jeg tror, hjælp min vantro!” Denne bøn til Jesus kom fra en far, der var dybt fortvivlet over hans søn, der led forfærdeligt. Jesus forsikrede ham om, at alt er muligt for den, som tror. Denne far ville gerne tro, men han kæmpede voldsomt med sin tvivl.
Drengens far troede selv, at han var vantro. Men det var jo ikke tilfældet. For han bad Jesus om hjælp. Om vi blot sukker til Gud om hjælp, så er det jo udtryk for tro og tillid.
Troen kan være svag, tvivlende og anfægtet, det spiller ingen rolle. Hvis troen blot retter sig mod Gud, er der håb. Han griber ind netop dér, hvor der menneskelig set ingen muligheder findes.
Det er som Søren Kierkegaard beskriver - at turde tage springet og kaste sig ud på de ”70.000 favnes dyb” – altså dér, hvor jeg ikke selv kan bunde. Jeg tør kun tage dette spring i tillid til, at der er en almægtig Gud, som vil gribe mig. Men netop da har jeg tillid til ham, som har al magt. Det kan ændre alt.
De bedste hilsner
Roar Tuxen Lavik, gladsaxekirke.dk
---
Kilde : Den bibelske tekst, der har givet inspiration til denne miniprædiken er "Helbredelsen af drengen med den urene ånd" fra Markusevangeliet kapitel 9, vers 14-29, som du kan læse her . Denne tekst prædikes der over 2. søndag i fasten (2).